Ny Jane Horney-skandale:
Er Bent Blüdnikow "dum" - eller hva'?
Berlingske Tidendes journalist og boganmelder har den 24. november 2007 lavet en skandaløs anmeldelse af den tidligere Cavlingpris-modtager Erik Nørgaards bog, som blev genudgivet i 2007.
 
Af Ole Hans Jensen
og Britt Bartenbach
Forfattere til bogen:
"Den Sidste Aktion"
 
Man må anerkende, at Bent Blüdnikow er en dygtig skribent med et smukt sprog, men hvad hjælper det, hvis det han skriver er løgn - og det er det i hans anmeldelse af Erik Nørgaards ny/gamle bog: "Jane Horney" fra Gyldendal, som han har anmeldt og blandet sammen med en anmeldelse af Erik Haaests bog om stikkeren Anna Lorentzen.
 
Alene sammenblandingen af de to personer er syg og uanstændig, når man ved, hvad Jane Horney har præsteret under 2. Verdenskrig og efter.
 
Bent Blüdnikow skriver (med rød skrift) i sin anmeldelse af Erik Nørgaards bog "Jane Horney": (Vore kommentarer til anmeldelsen fremgår med sort).
 
Mysteriet om Jane
BB: "Man inddrog ofte seksualiteten for at forklare, hvorfor kvinder under besættelsen blev nazister eller befandt sig på den forkerte side af kridtstregen. Det var tilfældet med Anna Lorenzen og det samme gjorde sig gældende med Jane Horney, der havde affærer med både modstandsfolk og nazister og blev likvideret med to nakkeskud i 1945 i en båd på Øresund. Men hvem skød den smukke kvinde?"

OHJ: Jane Horney, som egentlig hed Janina Radziwill-Hamilton (de andre navne Ebba Charlotte Horney og Granberg er henholdsvis adoptionsnavn og giftenavn), var født i Skotland og ikke i Sverige, og blev ikke skudt med to nakkeskud på en fiskerbåd den 21. januar 1945 på en båd fra Sverige, da hun bevisligt først døde den 3. april 2003 i London af et hjertetilfælde i en alder af 84 år.  

BB: "Journalisten Erik Nørgaard skrev for 20 år siden en bog om mordet på Jane Horney, og han vender i en ny bog fra Gyldendal tilbage til sagen. Han mener, at manden der affyrede skuddene, var næstkommanderende i modstandsgruppen Studenternes Efteretningstjeneste Hjalmar Ravnbo, og at mordet blev beordret af chefen for kontraspionagen, Niels Bjarke Schou."

OHJ: Hjalmar Ravnbo har ikke skudt nogen, og han blev faktisk sendt til Sverige, fordi han var for nervøs og bange til at udføre normalt frihedskæmperarbejde, hvilket også for nogen indbefattede "likvidationer" af bl.a. stikkere.
Chefen for kontraspionagen, Niels Bjarke Schou, har aldrig beordret nogen likvidation af Jane Horney, da der aldrig har eksisteret en sådan officiel ordre.

BB: "Jane Horney bevægede sig i en skyggeverden af spioner, modstandsfolk og nazistiske officerer. Hun havde seksuelle forhold til en hel del af dem, herunder modstandsmanden Jørgen Winkel, den tyske spion Horst Gilbert, den danske politimand og tvetydig samarbejdspartner for både tyskere og danskere Vilhelm Leifer samt den tyske gestapomand Georg Feldmann. I denne spionverden udfordrede Horney skæbnen med løssluppen sex og tjenester for tyskerne og modstandsfolk. Det er vanskeligt at gennemskue intrigerne, men det virker forståeligt, at frihedskæmpere måtte nære mistanke til hende. De var i flere omgange ude efter hende, og modstandsmanden Flammen blev sat på opgaven. "

OHJ: Jane Horney var kontraagent for den engelske kongelige gruppe "Rex", som arbejdede i mange lande under og efter krigen, og som består endnu den dag i dag. Hun arbejdede under krigen også for SIS (Secret Intelligence Service) - og i det arbejde havde hun naturligvis kontakter til både tysk, engelsk, dansk, svensk (svensk efterretningstjeneste, det senere Säpo) og russisk side, hvilket det meget farlige arbejde krævede.

Jane Horneys 'løsslupne seksualitet' er vildt overdrevet, bl.a. havde hun hverken forhold til Horst Gilbert eller til Axel (ikke Georg) Feldmann. Sidstnævnte drak hun fuld, præcis som Sarah Leander gjorde det med Göring for at få vigtige informationer. Efter at have drukket Feldmann under bordet tog Jane Horney hans pistoler, og for at dække over sin dumhed og uforsigtighed følte Feldmann sig presset til at hjælpe hende med at få frigivet kæresten Jørgen Winkel fra Horserød.

Heller ikke Vilhelm Leifer er der belæg for at påstå, at Jane Horney havde et seksuelt forhold til, som Bent Blüdnikow fremfører.

Naturligvis er det vanskeligt for Bent Blüdnikow, med hans baggrund og research, at gennemskue intrigerne på den tid, men det er da velkendt, at Jane Horney var jagtet af jaloux kvinder, bl.a. af "Lotte" Edith Bonnesen, og af frihedskæmpere, der ikke var inde i de inderste cirkler.

Det er efterhånden vidnefast blevet slået fast, at Jane Horney ikke var stikker og heller ikke arbejdede for tyskerne - andet end hvad kontraagentarbejdet" krævede - derimod arbejdede hun i høj grad sammen med den omfattende modstandsbevægelse i selve Tyskland.

Dette tydeliggøres af Jane Horneys rolle som mellemmand for fredsforhandlingerne mellem Rusland og den tyske modstandsbevægelse i 1944, hvor den betroede Canaris-mand Horst Gilbert var udpeget af den tyske militære modstandsbevægelse som en af forhandlerne.

BB: "Erik Nørgaard underspiller de politiske aspekter af hendes virke og formindsker betydningen af de klare udsagn om hendes virksomhed for tyskerne. Han gør hende til en erotoman og eventyrer, for hvem spænding betød alt og politik intet. Nørgaard indrømmer ganske vist, at hun nok i 1944 var en belastning, men at hun i 1945 frivilligt gik i samarbejde med Frihedsbevægelsen, og at hendes likvidering hvilede på forkerte rygter om hendes nazi-venlighed."

OHJ: Der findes ikke klare udsagn om hendes arbejde for tyskerne - det er rygter, og de er ikke underbygget af troværdige vidneudsagn. Hun var ikke erotoman i gængs forstand, og det er noget vrøvl, at hun frivilligt gik ind på at samarbejde med den danske frihedsbevægelse - det gjorde hun i forvejen samt for "Rex" og med gruppen "Dannevirke" med lederen af spionagesektionen, Special Service-manden Ole Bøcher, som før nævnt.

BB: "Men pengene passer ikke: Gestapo-chefen i Danmark, Karl-Heinz Hoffmann, sagde således selv til egne SS-kolleger, at hun arbejdede for ham. Behøver vi klarere bevis?"

OHJ: Dette citat er også forkert, da hun ikke arbejdede for Karl-Heinz Hoffmann - som endda har udtalt i en afhøringsrapport, at han ikke kendte hende og aldrig havde mødt hende, og at hun ikke arbejdede for Gestapo Amt IV, som han ledede.

BB: "Men sagen er slet ikke fuldt opklaret med Nør­gaards bog. Det er nemlig ikke så sikkert, at det var kontraspionagechefen Schou, der beordrede likvideringen. For at få det afklaret må vi gå til en anden ny bog om de nazistiske medløbere. Jane Horney-sagen tages nemlig også op i en vanvittig spændende artikel i en antologi af professor i retshistorie Henrik Stevnsborg. "

OHJ: Retshistorikeren Henrik Stevnsborg aner ikke noget som helst om, hvad der skete Jane Horney og om Niels Bjarke Schou - og som før nævnt, så var der ingen ordre om likvidering.

BB: "Leifer havde sandsynligvis også et seksuelt forhold til Jane Horney, og det er Henrik Stevnsborgs vurdering, at Vilhelm Leifer stod bag mordet på Jane Horney, så hun ikke kunne fortælle detaljer om hans nazistiske kontakter. Der er en række heftige indicier for denne teori, bl.a. at Karl-Heinz Hoffmann og andre nazister efter krigen bevidnede over for svensk politi, at Vilhelm Leifer havde stået bag mordet. Artiklen er som andre i antologien et filmmanuskript værdigt, men det afgørende bevis for Leifers skyld har Stevnsborg ikke.

OHJ: Der er ingen dokumentation for, at Jane Horney havde et seksuelt forhold til Vilhelm Leifer, og Henrik Stevnsborgs vudering er grinagtig, da Jane Horney ikke blev myrdet - og hvad Karl Heinz-Hoffmann og andre ledere fra Nazi-regimet sagde efter krigen, hvor de var fængslet, kan man ikke altid tage for gode varer, da de alle havde noget at vinde i det store regnskab.
I øvrigt har Jane Horney Hamilton født 4 børn, som alle er nulevende, og som alle kan bekræfte deres mors liv og levned efter krigen, hvis de ønsker at stå frem. Børnene hedder: Randi Hamilton, Barbara Hamilton, Jens Hamilton, som alle er født efter 1945, og Frederik J. (Efternavnet er i vor besiddelse), som bor i Nordjylland. To af fædrene til disse børn er stadig er i live, så der er rigeligt med vidner på, at Jane Horney ikke blev skudt på en fiskerbåd i januar 1945.

Det er ikke ulovligt
at være "dum"
Det er ikke ulovligt at være "dum" - men det er tragikomisk, at den neokonservative jødiske anmelder, Bent Blüdnikow fra Berlingske Tidende, der går ind for Israel og Præsident Bush i enhver sammenhæng, uanset hvilke krænkelser der begås fra den side, nu kaster sig over Jane Horney.

Jane Horney burde være den sidste, han skulle kaste smuds på, da hun vel nok er en af de personer i hele verden, som har reddet flest jøder ud fra KZ-lejre, (hvilket bliver afsløret i vort "tillæg" den 19. februar 2008) og var med til at fragte flere tusinde jøder over Sundet i 1943, sammen med sine venner i "Rex" og Dannevirke - f.eks. Ole Bøcher, Ebba Bøcher, "Hugo Falcao", Frode Bay Madsen Skovbirk, Marianne Bech Scheel Jacobsen, Inger Margrethe Scheel Jacobsen, Robert Jacobsen, Henry Jacobsen og "Kontorchefen" fra Peter Bangs Vej og selve chefen for dette: Vilhelm Jacobsen, som ikke blev dræbt i "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej" i 1948.

Nyt Tillæg til
"Den Sidste Aktion"
Dette har vi vidnefast afsløret i bogen: "Den Sidste Aktion", og disse afsløringer bliver nu ud- og underbygget med et "Tillæg til bogen" "Den Sidste Aktion" - indeholdende 40-50 siders underskreven dokumentation fra førstehåndsvidner til begivenhederne. 

Tillægget udkommer den 19. februar 2008 på 60-årsdagen for "Dobbeltmordet" - som ikke var et dobbeltmord. 

Er ikke fulgt med
på området "Jane Horney"
Selvom man ikke kan forlange, at Bent Blüdnikow skal kunne gennemskue alt hvad der skrives i de bøger, han anmelder, så kan man til gengæld klandre ham for, at han ikke har fulgt ordentligt med i bogudgivelserne om Jane Horney-sagen, hvor vi siden 1997 er udkommet med hele tre bøger "Jane Horney - dead or alive", "Hvem var Fjenden" og "Den Sidste Aktion", der alle vidnefast afslører, at Jane Horney ikke blev dræbt i 1945. Det er ekstra graverende, fordi Bent Blüdnikow tager de enkelte udtalelser om Jane Horney på sin egen kappe - og ikke kun citerer Erik Nørgaard.

Det skal specielt ses i lyset af, at Erik Nørgaards bog indeholder grove fejl både i fotos og i tekst, og det er endnu ikke gået op for disse selvbestaltede "Jane Horney-kendere", at bådepisoden den 21. januar 1945 var en vildledningsmanøvre, der skulle dække over den tophemmelige mission, som Jane Horney var blevet betroet af det danske Kongehus.

Denne mission har vi gjort rede for i bogen "Den Sidste Aktion", der vidnefast afslører årsagen til, at Jane Horney rejste illegalt til Danmark, hvor hun sammen med frihedskæmperen Ole Bøcher skulle sørge for at bringe Kongehusets lille Prinsesse Margrethe og et andet kongeligt familiemedlem i sikkerhed i Sverige. Missionen lykkedes, da Prinsesse Margrethe opholdt sig på et af det svenske kongehus' slotte ved Stockholm resten af krigen.  

Anmeldelsen er
en "ommer"
Derfor er der ingen tvivl om, at Bent Blüdnikows anmeldelse af Erik Nørgaards bog "Jane Horney" er en vaskeægte "ommer"...

SLUT