Nyhed

Anmeldelse af
Erik & Gurli Haaest's
Nye bog om Søren Kam

Anmeldelse: Bogen der aldrig skulle være skrevet...
   Niels-Birger Danielsen &
Suzanne Wowern Rasmussen

Der kommer aldrig noget godt ud af
at skrive af efter andre...
Den kendte stjernejournalist Bro Brille fra Ekstra Bladet sagde engang, at en journalists kvalitet afhang af, hvem han/hun skrev af efter
- men det motto kan man ikke bruge i denne bog, hvor man skriver af efter alle mulige og umulige kilder

Af Ole Hans Jensen
Dokumentarforfatter

I starten, da vi - undertegnede og min journalistkollega Britt Bartenbach - hørte, at man ville skrive en bog om "Gestapochefen", Karl Heinz Hoffmann,
syntes vi det var et mærkeligt projekt, der kun kunne forherlige den kyniske, men charmerende psykopat Hoffmann, der stod bag ufattelige pinsler og død for danske frihedskæmpere i Danmark fra 1943-45.

Efter at have læst bogen er vor første opfattelse desværre blevet bestyrket, men naturligvis har vi altid respekt for en mand som Niels-Birger Danielsen,
der er historiker og sågar også er journalist på Ekstra Bladet.

Det er historikeren
der har skrevet
Det er dog nok mere i egenskab af historiker, at han har skrevet denne bog - med historikerens tit kedelige trang til at finde intetsigende detaljer,
som man kan fylde flere sider med - der intet har at gøre med Karl Heinz Hoffmanns virke som Gestapochef i Danmark fra 1943-1945.

Officielt er det Niels-Birger Danielsen, der har skrevet bogen om Hoffmann sammen med tarotkortlæggeren Suzanne Wowern Rasmussen - men det er svært at se, hvad hun har bidraget med - bortset fra at hun har haft kontakten med Hoffmanns familie i Tyskland samt har stået
for nogle enkelte manchetter på grå rasteplader med som regel intetsigende oplysninger.

Tidligere har Suzanne Wowern Rasmussen været medforfatter til en bog "Dobbeltmordet - set i et okkult lys" - og hun var tidligere med til at lave et dødshoroskop på Jane Horney, som først døde i 2003 - hvilket må siges at være godt skuldret...

Spring de første 74
sider over
Man skal pløje sig igennem de første 74 sider af bogen, før man kan læse, at Karl Heinz Hoffmann tager til Danmark for Gestapo for at danne
sig et overblik over omfanget af den danske modstandsbevægelse - så man kan trygt blade frem til side 74 nederst, for det vil være spild
af tid at læse de første 74 sider - som kun har interesse for historienørder med særinteresse
for Tysklands historie.

Generelt skulle man tro når man læser bogen,
at forfatterne portrætterede en verdenskendt statsleder - som Hitler eller Churchill - og ikke den kyniske og temmelig ligegyldige Gestapochef Hoffmann i Danmark, et land som langt hen ad vejen samarbejdede med Tyskland.

Er nærmest
imponeret over Hoffmann
De to forfattere gengiver nærmest imponeret
og andægtigt, hvordan en hæsblæsende dame fortæller om sin mors og Karl Heinz Hoffmanns romance op til 1937, hvor han koldt og kynisk forlader hende til fordel for sin senere hustru, Edith Hoffmann - og man fornemmer forfatternes glæde ved at beskrive byen Lahnsteins stolte søn, den bestialske Gestapochef Karl Heinz Hoffmann, hvis meritter i Danmark havde bestået i at pine adskillige danske frihedskæmpere
til døde i de såkaldte "skærpede forhør", hvor man anvendte barbarisk tortur.

Tidligt i bogen skynder forfatterne sig at tage Gestapochefen i forsvar ved at beskrive, at Karl Heinz Hoffmann ikke brød sig om vold - hvorfor han beordrede andre til at udføre det beskidte arbejde, mens han selv så på - man forstår dette således, at forfatterne mener dette indirekte skulle fritage bogens hovedperson for skyld.

Modbydelig
Hoffmann video
Det tyder på, at Karl Heinz Hoffmanns historie har charmeret den kvindelige forfatter, der er på fornavn med den afdøde Gestapochef Hoffmann i den usmagelige video (http://youtu.be/lOlfDlTXJyw) som følger bogen - sat på nettet af forlaget Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, som aldrig skulle have overtaget og produceret denne usaglige bog på grund af den hån mod Gestapochefens ofre, som indholdet af bogen skænder.

Og det er ingen undskyldning, at man har overtaget projektet efter forlaget "Documentas", som skulle være gået konkurs.

Forfatterne har flere steder ladet sig inspirere af andre forfattere - eller rettere sagt de har skrevet af efter andre - og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Bl.a. skriver man om den 9. april 1940 uden at komme ind på Rostock-Mødet - og man er ude på glatis ligesom "Bambi på Isen", når man bevæger sig ind på Jane Horney-sagen og "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej", hvor forfatterne er gået helt galt i byen...

Hverken Jane Horney eller Ægteparret Jacobsen blev dræbt, men levede til 2003,
1974 og 1978, hvor Vilhelm Jacobsen døde af sukkersyge i Australien.

Først på side 96 begynder bogen at beskæftige sig med noget af interesse, for her kommer man ind på Erik Scavenius' kæreste og veninde og senere hustru Alice Conradt-Eberlin Duvantier og hendes datter Mette, som begge også lod sig charmere af den slimede Gestapochef Hoffmann - som var en stor dameven - mens han holdt
sin kone på sikker afstand i Tyskland.

Hoffmanns hemmelige
danske søn
En mere spændende og sand historie om Karl Heinz Hoffmann er beretningen om hans uægte danske søn med stikkeren Fru Mathilde Marie Meyer, om hvem  undertegnede og Britt Bartenbach har skrevet bogen: "Fru Meyer sagen - Danmarks største justitsmord...", der udkom i november 2009 - men dette emne berører forfatterne af bogen om den
'kultiverede Nazist' Gestapochefen slet ikke.

Historien om "Hoffmanns søn" er kommet til, efter udgivelsen af bogen om Fru Meyer - og naturligvis kan man ikke klandre denne søn, der efter eget udsagn blev født i 1942, og som få dage gammel først blev bortadopteret til en dansk familie, der dog afgav ham, da man fandt ud af, hvem forældrene til den lille dreng var.

Drengen blev derefter bortadopteret for anden gang - denne gang til en familie i Aalborg, hvor sønnen stadig befinder sig i dag og er det udtrykte billede af sin far - lettere fedladen, fordrukken og arrogant med påtaget charme,
og med Hoffmanns kendte viltre hårpragt.

Den falske historiker
har også blandet sig
Det var det realistiske billede af den virkelige Karl Heinz Hoffmann, som i storfilmen "Flammen & Citronen" blev portrætteret med skaldet SS-look - et stort fejlskøn blandt flere - fra instruktøren Ole Chr. Madsens side, som lod sig vildlede af de mange blålys blandt sine såkaldte historiske rådgiver.

En af disse rådgivere eller konsulenter er den falske historiker, den pensionerede bankmand Dines Bogø, der også blamerer sig med sin manglende viden om  "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej", Jane Horney, o.a. - og nu også om Karl Heinz Hoffmann, da han også på denne bog i nogle kapitler har deltaget som en form for konsulent.

Næsegrus beundring for
Gestapochefens danske søn
Om Hoffmanns ukendte danske søn også har haft en finger med i spillet må stå hen i det uvisse - men den kvindelige medforfatters næsegruse beundring for den hedengangne Gestapochef kunne tyde på, at hun har ladet sig charmere og styre af den ligeså "forførende" søn i Danmark, der ikke har kunnet skjule sin maniske besættelse af "Fru Meyer-sagen" - og af andre sager fra besættelsestiden.

SLUT.