Anmeldelse af den ny film om

Det er lidt synd, at instruktøren Ole Chr. Madsen har ladet sig lede af rådgivende eksperter som Dines Bogø, Volmer Nissen og CIA's nu afdøde mand i Danmark under krigen Kaj Frommelt, der alle er kendt i de kredse, som kender til historien, som notoriske misinformatører

Men man er gået langt videre - så langt at mange af filmens spændende passager er frit opfundne, og det hænger ikke sammen med, at man nærmest har markedsført filmen som 'autentisk' og dokumentarisk.

Det første, der springer forfatterne til denne artikel i øjnene, er, at man har skrevet en af hovedpersonerne i den virkelige historie, Jane Horney, helt ud af filmen, måske for at undgå at blive kritiseret for unøjagtigheder, da bl.a. rådgiverne Dines Bogø og Volmer Nissen straks vil hævde, at Jane Horney blev skudt på en fiskerbåd i januar 1945 ud for Höganäs i Sverige - selvom hun vidnefast først døde i 2003 i London.

Var ikke kæreste med
Ketty Selmer
"Flammen" var ikke kæreste med Ketty Selmer Sjöberg, som man nu har måttet skrive ind i filmen i stedet for Jane Horney, som han blev forblændet af i Stockholm, hvor man sendte "Flammen" op for at likvidere hende.

Han ville også have haft svært ved at gennemføre en likvidering, da chefen for Hærens Efterretningstjeneste, Niels Bjarke Schou, der spilles fremragende af Flemming Enevold i filmen, tog "Flammens" pistol fra ham, for man turde ikke lave en likvidation på en svensk statsborger i Sverige på svensk grund - og Jane Horney var svensk statsborger, selvom hun egentlig var født i Skotland i 1918 som Ebba Charlotte (Janina) Radziwill-Hamilton.

"Citronen" var ikke vagabond i ordets egentlige forstand, som man har fremstillet ham i det skriftlige baggrundsmateriale til filmen.

Han var en impulsiv, kreativ og kunstnerisk mand og derfor blev underholdningstedet "Zigeunerhallen" en overgang hele hans liv, og her var han til sidst overregissør, sminkør, elektriker og virkede også som altmuligmand og portner.

Hvis noget opstod, som ingen andre kunne klare på ethvert tidspunkt af døgnet, så kunne "Citronen" altid fikse det - og kunstnerne elskede ham - specielt Børge Rosenbaum, der senere kom til at hedde Viktor Borge og violinvirtuosen Wandy Tworek, som "Citronen" også rejste på turné med rundt om i landet.

"Citronen" var faktisk en af Danmarks første sabotører - og derfor virker det helt forfejlet, når han i filmen fremstilles som en kold 'likvidator' og som chauffør for "Flammen". Det er specielt misvisende, fordi det var meget få personer, "Citronen" skød under krigen, da det mest var "Flammens" opgave - og når "Citronen" endelig skulle udføre en stikkerlikvidering, gjorde han sig store anstrengelser for at undersøge, om en likvidering virkelig var berettiget, ofte med stor risiko for sin egen sikkerhed.

Det er heller ikke korrekt, at "Citronens" kone, Bodil Berg Jørgensen, forlod ham. De boede sammen med datteren i den villa, hvor "Citronen" senere blev skudt under en tysk razzia. Inden da var "Citronens" kone kommet i sikkerhed i Sverige, og parrets lille datter Anne Elisabeth Schmith, som "Citronen" elskede overalt på jorden, blev anbragt hos sine morforældre, så her er der også et eksempel på, at rådgiverne ikke har grebet ind eller ikke har fortalt sandheden. Og endvidere fødte "Citronens" kone endnu en datter efter krigen den 6. marts 1945, Lone Schmith - en datter som aldrig fik sin heltemodige far at se.

Da "Zigeunerhallen" på grund af svære tider med aftenspærretid, og deraf færre gæster, kørte på pumperne, sagde "Citronen" op, da han ikke ville gå ned i løn på grund af familien - men svigerfaderen skaffede ham et altmuligmands job på Citroën-fabrikken, der lå i Sydhavnen. Her så han sin chance for at genere tyskerne, da han saboterede de tyske biler, som var til hovedreparation på fabrikken, ved at komme slibemiddel i lejerne og sukker i benzinen.

Instruktøren Ole Chr. Madsen fortæller heller ikke i sin film "Flammen & Citronen", at "Citronen", der var født i 1910, var en af de personer, der stod bag planerne om sprængningen af "Riffelsyndikatet", eller at han udførte mange 'Solo-sabotageaktioner', så her mener vi, at man klart har overskredet 'den kunstneriske frihed', specielt da "Citronen" sprængte sin arbejdsplads "Citroën-fabrikken" i luften.

Var medlem af den første
"Holger Danske" gruppe
"Citronen" var medlem af den første "Holger Danske" gruppe - nemlig nr. I der blev startet i 1942 - hvor den legendariske frihedskæmper "Tom" Josef Søndergaard, sammen med den engelske agent Ole Bøcher, udvalgte de første folk. Ole Bøcher var ikke med i gruppen, da han som engelsk agent ikke måtte deltage i denne gruppe - han tilhørte derimod den engelsk-danske gruppe: "Dannevirke", der blev stiftet i 1942 af Revisor Steen Hansen og Ole Bøcher.

Senere var "Citronen" også medlem af Grupperne II og III - og sprængte som før nævnt "Citroën-fabrikken" sammen med den legendariske sabotør "Spræng-Smith", alias Knud Børge Jensen, der senere blev tilknyttet modstandsgruppen BOPA - så det med at "Citronen" ikke var sabotør er helt hen i vejret, og man må undre sig over, at de såkaldte rådgivere ikke har fået disse store begivenheder indføjet i filmen, for hvad skal man ellers bruge disse rådgivere til.

Fejl-castet
Mads Mikkelsen, der spiller "Citronen" i filmen "Flammen og Citronen", er helt fejl-castet til rollen, dels fordi han er for ung, og dels fordi hans diktion er rædselsfuld, da han i alle film taler som "Fischer" fra TV-serien "Rejseholdet". Der er ingen tvivl om, at Mads Mikkelsen ellers udfylder rollen godt, men det er synd, at han som "Citronen" udelukkende fremstilles som en 'action-helt', der 'plaffer' stikkere ned, når "Citronen" af alle der kendte ham beskrives som en forfinet, åndfuld og følsom person, der slet ikke var som Mads Mikkelsens rolle er i filmen. Både "Flammen" og "Citronen" undersøgte altid først, om folk var skyldige, inden de blev likvideret, ligesom Ole Bøcher også altid gjorde.

De tre rådgivere, Dines Bogø, Volmer Nissen og Niels Frommelt - der døde i 2008, og som hed "Niels Thürmer Larsen" under krigen - må have sovet i timen, eller også har Ole Chr. Madsen ikke hørt rigtigt efter.

Fokuserer for meget
på det psykologiske

Filmen fokuserer alt for meget og for længe på det psykologiske skisme ved at tage et andet menneskes liv og den nagen, som uvægerligt må være resultatet med den usikkerhed, der omgav stikkerlikvideringerne.

Selvom det er et vigtigt element at få med i sådan en film, ville det have gjort filmen mere spændende og vital, hvis noget af det kvarter, der benyttes på den langtrukne dvælen på det psykologiske, havde været afsat til den kendsgerning, at de danske sabotører gjorde sig stor umage for at evakuere alle arbejdere og vagter inden en sprængning.

Det var netop en af de særlige omstændigheder, der efter krigen fik englænderne til at omtale den danske modstandsbevægelses indsats som: "Second to none".

Men det er rigtigt set, at det psykologiske aspekt er vigtigt at få med, og det er et nyt lys at se tiden under besættelsen i, og emnet har tidligere været omfattet af enorm berøringsangst - men det fylder vel et kvarter for meget i filmen.

Filmen skildrer også
'uvirkelige hændelser'
Filmen er inspireret af virkelige hændelser og øjenvidneberetninger fra nogle af de personer, der har oplevet Bent Faurschou-Hviid ('Flammen') og Jørgen Haagen Schmith ('Citronen') på allernærmeste hold, står der på filmselskabets homepage: www.flammenogcitronen.dk, som i øvrigt er flot lavet - men det er langt fra "virkelige hændelser og øjenvidner", man har lavet filmen ud fra.

Man beskriver bl.a. i filmen, at man mødtes på Hotel Nordland, hvilket var alt for risikabelt, da "Flammen" og "Citronen" var alt for kendte og eftersøgte med udlovning af dusør for deres tilfangetagelse - så det ville være som at gå lige ind i 'løvens hule', fordi der på hotellet boede mange tyskere og spioner.

Jane Horney boede på Hotel Nordland, når hun var i København, da hun som engelsk agent levede af at møde tyskere for at skaffe oplysninger til englænderne - men man må sætte et stort spørgsmålstegn ved, om Ketty Selmer også boede her, for Vilhelm Leifer havde installeret sin 'veninde' i en lejlighed, hvor han betalte huslejen.

Det var Leifers kone Aase udmærket klar over, men hun var ligeglad - blot sagde hun: "Har du dog ikke en bedre smag med kvinder..." - og det var måske ikke så underligt, for Ketty Selmer var lesbisk og ret så mandhaftig.

Man mødtes kun i
grupper på 2-3 personer
Misvisende for besættelsestiden er det også, at filmen viser en scene, hvor en større gruppe modstandsfolk sidder ved et veldækket stort bord på en restaurant i København, hvilket aldrig ville have kunnet finde sted på den tid under krigen, hvor man altid mødtes kun 2-3 personer sammen.

I scenen sidder alle de 'vigtige' frihedskæmpere og likvidatører sammen med "Vilhelm Leifer" - der egentlig hed "Leif Lund", indtil han skiftede navn til Leifer, og som spilles fremragende af Peter Mygind i filmen under navnet "Aksel Winther". Det er velkendt, at modstandsfolkene arbejdede i små celler - alt andet var for farligt, for alle kunne være blevet taget på én gang under en razzia - igen et kiks fra rådgiverne og Ole Chr. Madsens side.

Figuren "Flammen" - Bent Faurschou-Hviid - er stort set beskrevet korrekt, selvom han ikke var kæreste med Ketty Selmer Sjöberg, men havde en ret ukendt dansk kæreste - og rollen som "Flammen" spilles fremragende og troværdigt af Thure Lindhardt.

Det giver dog et forkert billede, når de to stærkt eftersøgte modstandsfolk i filmen nærmest hele dagen kører rundt sammen i en tysk vogn på jagt for at skyde stikkere - og det er synd, at man har valgt en rød bil, for den havde været alt for opsigtsvækkende på den tid, hvor gadebilledet var præget af cyklister og gasgenerator-vogne, for det var stort set kun tyskerne, politiet og taxaer samt offentlige biler, der benyttede benzindrevne vogne.

"Citronen" benyttede i hvert fald i starten sin egen "Opel Kaptajn", som i øvrigt var stjålet fra en Gestapomand - og var blevet malet om - men ikke med sprøjtemaling, som filmen viser, for det havde man ikke på den tid.

Det kan også undre, at man ikke har benyttet lidt flere cyklister og 'generator-vogne' i 'dækbillederne' i filmen - ligesom det synes mærkeligt, at man lader Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann optræde helt pilskallet, når der findes mange originalfotos af denne chef, som havde et karakteristisk halvlangt mørkt hår med store bølger og en pandelok, der altid faldt ned foran øjnene - det gør jo ikke noget, at skuespillerne, her den tyske skuespiller Christian Berkel, der spiller rollen fremragende, ligner de rigtige personer, når man nu har fotos at sammenligne med.

ikke med på aktioner
Troværdigheden svækkes noget af, at filmen lader Hoffmann være med i forreste række i Gestapo-aktioner. Det var helt utænkeligt, for Karl Heinz Hoffmann var i det virkelige liv en levemand, der havde sin gang på Commercial Wine, hvor han nød dyre vine og her bl.a. traf Ketty Selmer Sjöberg, som han havde et forhold til, efter sigende på opfordring fra Leifer.

Derfor er scenen med Hoffmann, hvor han optræder i front med pistol i hånd på en aktion, urealistisk, for Hoffmann var jurist og var "skrivebordsmanden" - det ville have været alt for farligt ham at deltage i aktioner, hvilket chefer som Werner Best og Günter Panche da heller ikke gjorde.

I øvrigt er det tvivlsomt om "Flammen og Citronen" arbejdede så meget i "Holger Danske" regi i den sidste tid, da de arbejdede meget på egen hånd, og fik ordrer fra Vilhelm Leifer, der ikke arbejdede for "Holger Danske", som man antyder i filmen.

"Flammen" og "Citronen" fanges
Der er også en scene i filmen, hvor "Flammen" og "Citronen" fanges i politiuniformer. Denne scene er heller ikke hverken korrekt eller historisk, da det kun var "Citronen", der var med i den episode i politiuniform - den anden var Lis (Elisabeth) Bomhoffs mand, Helmer Bomhoff, der var i civil - så også her har rådgivernes rådgivning været umulig.

Naturligvis kan instruktøren Ole Chr. Madsen ikke have alle aktioner med i sin film, men det er uforståeligt, at han ikke har den berømte episode med, hvor "Flammen" på Frederiksberg cyklende tæller en gestapomands kugler - hvorefter han vender cyklen, da tyskerens magasin var tomt, og kører lige hen og skyder ham i hovedet, før gestapomanden kan nå at lade.

Lars Mikkelsen
er også fejl-castet
Det er også utroligt, at man kan caste Mads Mikkelsens bror - den næsten to meter lange Lars Mikkelsen - til rollen som den 1,55 m 'høje' Frode Jakobsen. Naturligvis er Lars Mikkelsen en fremragende skuespiller, og en der som sin bror trækker biografgængere.

I filmen "Flammen & Citronen" ligner han næsten til forveksling Jens Otto Krag, som han har spillet før, så det er også en "fejl-casting" - men man har vel mere tænkt på at trække folk i biografen end at følge virkeligheden, når man har tildelt "Brødrene Mikkelsen" de to roller.

Sådan kunne man fortsætte med at fremhæve unøjagtigheder, der desværre også gør sig gældende i scenen, hvor 'stikkeren' "Søren" bliver likvideret af "Citronen" ude i en skov, hvor de var trådt af på 'naturens vegne'. Her tager man helt fejl, for "Søren" var ikke stikkeren i forbindelse med aktionen mod det illegale postkontor på Forchhammersvej nr. 7 på Frederiksberg den 24. juli 1944.

Når Ole Chr. Madsen har brugt 8 år på research, kunne han nok have fundet tid til at slå op i vor bog fra 1996: "Jane Horney - dead or alive..." og fundet ud af, at det var "Bøffen" Carl Mogensen og Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Leif B. Hendil, som angav deres kammerater med den slette dagsorden at overtage 'Postkontorets flugt- og postruter' til Sverige, som der var millioner af kroner i.

I lyset af at instruktørens rådgiver Dines Bogø har skrevet er forherligende bog om "Bøffen" - er det måske ikke så mærkeligt, at Dines Bogø sikkert ikke har ønsket at gøre opmærksom på vore afsløringer.

Det er også synd, at man i filmen har valgt ikke at bruge øjenvidnet Lis (Elisabeth) Bomhoffs gribende beretning om, hvordan "Flammen" fanges og i halvdød tilstand, efter at have taget sin giftpille, brutalt trækkes ned ad villaens trappe efter sit mislykkedes forsøg på at flygte gennem et vindue på førstesalen - og det ville have været flot at gøre opmærksom på, hvor farligt det var at give husly til 'de illegale' ved at vise et glimt af sprængningen af Lis Bomhoffs svigerforældres villa på Frederiksberg.

Filmen skal imidlertid roses for, at man har fået det spegede intrigespil med, der spilledes af Frihedsrådet og Hærens Efterretningstjeneste - og af ikke mindst af Vilhelm Leifer, der havde sine egne motiver for at likvidere Canaris-manden Ernst Gilbert, og det er fint, at filmen forstår at belyse, hvordan de hårdt belastede frihedskæmpere i krigens sidste fase misbrugtes til disse private hævntogts-likvideringer.

Filmen skal også roses for sine utroligt flotte scener og de smukke fotograferinger, som går lige til hjertet - og så er det gennemgående overbevisende kvalitetsskuespil, ikke mindst af de to tyske skuespillere, Hanns Zischler, i rollen som oberst Gilbert, og Christian Berkel i rollen som Karl Heinz Hoffmann, som løfter filmen op på et internationalt højt niveau.

Filmen "Flammen & Citronen" er en god film og er absolut seværdig - blot man husker at have virkeligheden med i baghovedet - for i filmen har Ole Chr. Madsen byttet om på, hvordan Horst Ernst Gilbert og spionchefen Seibold blev likvideret, da det var Gilbert, der blev skudt gennem en blomsterbuket oppe ved sin indgangsdør, og det var Seibold, der blev skudt ned udenfor sin dør.

Rådgiveren skulle selv have
været likvideret
Den kunne have været endnu bedre og mere historisk korrekt, hvis man havde haft bedre rådgivere, og det er ikke sikkert, at den tidligere politiadvokat Volmer Nissen havde været blandt rådgiverne, hvis instruktøren havde kendt til Volmer Nissens tidligere udtalelser i pressen om, at han selv skulle have været likvideret af modstandsfolkene på grund af sit samarbejde med "Gestapo-Andst" på Politigården, hvor man sad ved siden af de tyske Gestapofolk i den frygtede afdeling Amt IV.

Volmer Nissen har desuden blameret sig ved at beskylde de nu afdøde frihedskæmpere Hjalmar Ravnbo fra "Studenternes Efterretningstjeneste" og makkerparret "Lillebjørn" og "Storebjørn" for at have likvideret Jane Horney i 1945 - en vanvittig påstand, som pressen har købt, på trods af de afsløringer vi er fremkommet med i vore bøger om dette emne.