Læge Karl Somogyi er død

Den afholdte og højt respekterede læge fra Voldumvej i Rødovre sov stille ind Langfredag den 21. marts 2008, 82 år gammel.

Karl Somogyi vedblev at udøve sin lægegerning indtil sit 80. år, og mange patienter vil mindes ham fra lægepraksis'en i Rødovre, hvor han og hustruen, læge Eva Graungaard, har været speciallæger i almen medicin i mere end 40 år.

Karl Somogyi var 13 år i 1938, da han kom til Danmark med sine forældre og to yngre brødre på flugt fra nazisterne, der havde fået magten i Østrig. Det blev til et par usikre år i København, hvor uheldige flygtningefamilier næsten dagligt blev hentet af det danske Fremmedpoliti og sendt tilbage i nazisternes arme, som Karl Somogyi fortalte om i den meget roste bog "De Forfulgte", der udkom i 1994 på Journalernes Bogforlag, og som beskrev jødernes flugt til Sverige.

Karl og hans lille familie måtte endnu engang på flugt, da nazisterne indledte jødeforfølgerne i Danmark i oktober 1943, og med nød og næppe undgik de at lide samme skæbne som Karls familie på mødrende side - den polsk-litauiske konge- og fyrsteslægt Radziwill-familien - hvoraf omkring 40 familiemedlemmer blev udryddet i Auschwitz.

Flugten til Sverige gik for Karls vedkommende over Dragør, hvor en af gruppen "Dannevirkes" fiskerbåde stod for ruten, moderen med de to andre børn tog ugen efter over via en rute fra Kastrup, mens Karls far ved et rent held var en af de få, der undslap Gestapos razzia på kirkeloftet i Gilleleje, hvor ca. 300 jøder blev fanget.

Efter krigen vendte familien tilbage til Danmark, hvor de alligevel ikke, som ellers lovet til de tyske og østrigske flygtninge, fik status med fast opholdstilladelse. Det lykkedes dog Karl Somogyi at udddanne sig til læge, og efter nogle år som læger i Sverige, etablerede Karl Somogyi og Eva Graungaard sig som praktiserende læger i Rødovre.

Med stort engagement og et stort hjerte, der specielt bankede for de svageste i samfundet gjorde lægeparret en forskel - både lægemæssigt og socialt - og ingen gik nogensinde forgæves til lægepraksis'en i Rødovre.

Det store hjerterum og det utrættelige arbejde for andre gjorde sig også gældende indenfor privatlivet - hvor lægerne sammen opfostrede 12 børn - og gavmildheden og spændvidden strakte sig ikke kun til familiens snævre rammer.

I 1992 blev lægerne udsat for en voldsom og chokerende anholdelse i deres konsultation i Rødovre - en anholdelse og isolationsfængsling, som skulle få alvorlige og varige følger for deres helbred, og som var på nippet til at tage livet af dem, hvis der ikke var trådt vidner frem, som sikrede deres løsladelse.

Det tog Karl Somogyi og Eva Graungaard seks års kamp at blive totalt frikendt for de falske anklager mod dem for at skulle have skjult to plejebørn, som Frederiksberg Kommune havde anmodet dem om at tage sig af, da pigernes mor var narkoman og alvorligt syg.

Men selvom lægerne blev renset, fik de aldrig den oprejsning og erstatning af systemet, som de burde have haft - og helbredet og kræfterne til at kæmpe mod uretfærdighederne blev aldrig helt de samme.

Det viste sig, at der lå et komplot bag de to børns forsvinden, som lægerne først langt senere fik kendskab til - et komplot mellem rektoren på pigernes skole og Frederiksberg Kommune, som var ivrige for at sætte lægerne ud af spillet, fordi lægerne havde indgivet politianmeldelse mod kommunen for omsorgssvigt og pligtforsømmelse mod børnene.

Sagen blev i pressen kendt som "Gedesagen", fordi en overassistent i Frederiksberg Kommune opfandt en ged, som hun i en rapport skrev befandt sig i lægekonsultationen sammen med patienterne. Rapporten blev rundsendt til Folketingets medlemmer og til pressen for at skandalisere lægerne - men den måtte trækkes tilbage under trusler om retssag, og Frederiksberg Kommune måtte beklage og trække rapporten tilbage.

På trods af store tragedier og chokerende oplevelser, der var blevet en del af Karl Somogyis liv, lykkedes det ham altid at bevare humoren - en humoristisk sans, der gav sig til kende selv i de mest groteske og umulige situationer, hvor han var i stand til at se det morsomme eller tragikomiske i alting, og altid med en selvuhøjtidelig distance og værdighed.

Karl Somogyis hjerte bankede ikke kun for børnene, de handicappede, de syge og de forfulgte - men også for dyrene. Karl var nemlig en stor dyreven, og til sin død nød han at have sine elskede hunde og katte omkring sig.

Men i Påsken kunne Karls store og rummelige hjerte ikke mere. Det slog for sidste gang Langfredag den 21. marts - og familen, patienterne og Danmark blev en stor sjæl og et fint, trofast og sjældent nobelt menneske fattigere.