DF's "Sorte Præst" Jesper Langballe igen på krigsstien - med injurierende
og racistiske udtalelser...
 

Af Ole Hans Jensen
Ansv. red./Forfatter

 

Jesper Langballe (DF) er kommet med et opsigtsvækkende forsvar for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der før jul udtalte, at muslimske fædre voldtager deres døtre.

I Berlingske Tidende forleden skrev Jesper Langballe, at Hedegaard ganske vist tog en smule fejl i sin karakteristik.

Langballe lægger dog ikke selv fingrene imellem i sit eget debatanlæg, hvor hans angreb bringes i Berlingske Tidende under overskriften "Islams formørkede kvindesyn".

"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt", skriver han.

"Hans udtalelser er helt igennem vederstyggelige og kan intet formål tjene andet end en stigmatisering af muslimer", skriver talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, i en pressemeddelelse.

Det samme må jeg konstatere, og jeg har svært ved at se, hvordan udtalelser som Langballes og Hedegaards skulle kunne fremme forståelsen mellem forskellige kulturgrupper.

Sådanne angreb, der generaliserer en stor gruppe mennesker, som dæmoniseres overfor masserne, og de har kun det formål at grave dybere grøfter og opflamme til had og intolerance.

Overraskende er det dog ikke, for det er ikke første gang, Jesper Langballe udstiller sit middelalderlige og formørkede livssyn for befolkningen.

Igennem flere århundreder var det Middelalderens Inkvisition, der opflammede til datidens kvindesyn Inkvisitionen fik hjælp fra de uoplyste masser til at udvælge og jagte "Hekse", som de fik stor fornøjelse af at brænde på bålet.

Der er ytringsfrihed i Danmark påstår man - hvis man ellers nøjes med at lufte de holdninger, som i tidens politiske klima er acceptable i vort topstyrede samfund.

Jesper Langballe er en skændsel for Danmark og selv for DF - der ellers ikke er sarte, og som har haft fremgang på grund af udtalelser fra bl.a. Jesper Langballe og hans fætter, præsten Søren Krarup.

De to præsters fordømmende og intolerante livssyn og udtalelser fra andre "mørkemænd" har nærmest fået kultstatus, og deres synspunkter har haft stærk smittende effekt, og det har ikke stillet Danmark i et flatterende lys.

Man kan kun håbe på, at Langballe og hans ligesindede stilles for retten for injurierende udtalelser om andre tænkende borgere i Danmark.

Heldigvis slipper vi snart på tinge for de to fætre, som ser ud til ikke at stille op ved næste Folketingsvalg - lad det blive hurtigst muligt...

NB! Sidste Nyt:
DF's partileder Pia Kjærsgaard er nu blevet nødt til at undsige Jesper Langballe - men der sker ham sikkert ikke noget...


SLUT