Ole Bøcher deltog i kampene den 9. april 1940 i Sønderjylland og blev tidligt i 1942 som løjtnant af reserven kontaktet fra engelsk side med henblik på at gå ind i modstanden mod den tyske besættelse.

 

Det blev til grundlæggelsen af en af Danmarks første modstandsorganisationer "Dannevirke", som han stiftede samme år sammen med den hædrede modstandsmand Revisor Steen Hansen.

 

Ole Bøcher var chef for efterretningssektionen i Dannevirke og var ansvarlig for at udvælge folk til modstandsarbejdet, og sammen med "Tom" Josef Søndergaard udtog han bl.a. folk til den første Holger Danske gruppe i 1943.

 

Dannevirke var den danske pendant til den engelske kongelige efterretningsorganisation "Rex", og de to organisationer arbejdede under 2. Verdenskrig og efterfølgende hånd i hånd, først og fremmest i bekæmpelsen af Nazismen og opsporingen af nazistiske krigsforbrydere, bl.a. i Argentina.

 

I 1943 var Ole Bøcher den næstmest eftersøgte person på nazisternes eftersøgningsliste med en udlovet dusør på det der i dag svarer til ca. 3 millioner kroner.

Derfor indledte tyskerne en klapjagt på ham og hans søster, modstandskvinden Ebba Bøcher, som han og en kammerat havde befriet fra Gestapos fangenskab i København i 1944.

 

Mange tusinde jøder og andre forfulgte kan takke Ole Bøcher og hans kammerater i Rex og Dannevirke for deres redning under 2. Verdenskrig.

Via det omfattende redningsnetværk "Rothenstock-Ruten" reddedes flere tusinde kz-fanger ud fra Polen og Tyskland, og herfra slusedes en del til Danmark og videre med flygtningeruter over Øresund til Sverige.

 

Et eksempel på dette er, da Ole Bøcher sammen med en af sine Rex-kammerater, svenskeren der i Tyskland benyttede dæknavnet "Rickardo Schmidt", frækt ankom med tysk militærvogn til kz-lejren Auschwitz.

Her optrådte de i lånte tyske SS-Inspektionsuniformer og gennemførte koldblodigt spillet med inspektion af de udvalgte fangearbejdshold på flere hundrede fanger, som var udtaget til fabriksarbejde af kz-fangen Simon Wiesenthal.

Fangeholdene marcherede de ud af lejren for næsen af lejrkommandanten, og udenfor porten holdt lastvogne klar, der i stedet kørte fangerne direkte til Rothenstock-Rutens hjælpehold og via rutens netværk videre til frihed, bl.a. i Sverige.

 

Ole Bøchers farlige arbejde indbefattede også infiltrering i nazistiske grupper og samarbejde med de mange anti-Hitler grupperinger i Tyskland, ikke mindst Canaris-gruppen. Disse grupperinger gik højt op i det nazistiske regimes hierarki, og disse kontakter betød, at specialopgaver kunne udføres i tyske SS-uniformer, uden at der fattedes mistanke.

 

Som uddannet militærmand, og som agent for den engelske Special Service's kontraafdeling "R" (Rex), blev Ole Bøcher betroet opgaver af særlig farlig og tophemmelig karakter.

Han ledede i denne kapacitet følsomme operationer i Tyskland både under 2. Verdenskrig og efter krigen, hvor opgaverne skulle udføres i det tidligere DDR, der var under sovjetisk kontrol.
 

Her fungerede han som "føringsofficer" for agenter, som opererede bag "Jerntæppet".

 

I Danmark stod Ole Bøcher for planlægningen af en række sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt, her i blandt Forum-sprængningen, hvor han selv deltog som vagtpost på hjørnet ved Radiohusets hovedindgang for at beskytte folkene inde i Forum og forsvare dem mod eventuelle tyske patruljer.

 

Fra Dannevirkes base i Høje Skodsborg var Ole Bøcher med til at udskibe allierede agenter og kurérpost til Sverige i samarbejde med den polsk-engelske efterretningstjeneste og med dens ledere Lucjan Maslocha og hans danskfødte hustru Lone Maslocha.

 

Det var også fra Høje Skodsborg, at Ole Bøcher i samarbejde med den engelske kontraagent Jane Horney Hamilton fik til opgave at smugle Kongehusets børn, de to prinsesser Margrethe og Benedikte og andre børn med nær tilknytning til Kongehuset, i sikkerhed i Sverige sidst i januar 1945.

Herfra fragtedes de i al hemmelighed over det minerede Øresund i fiskerbåde, og de små prinsesser opholdt sig under den resterende del af krigen under det svenske kongehus' beskyttelse på Haga-slottet i Solna uden for Stockholm.  

 

Ole Bøchers operationer udførtes med en blanding af militær præcision, snilde og frækhed, men aldrig med dumdristighed, for hans motto var altid: "Check and recheck, and check once again" - og det var nok denne kombination, der betød, at han levede til sit 91. år.

 

Gennem sine opgaver i Tyskland, og specielt via sine kontakter i efterkrigstidens Tyskland, fik Ole Bøcher et indgående kendskab til de politikere og myndighedspersoner, som havde haft et lukrativt samarbejde med den tyske besættelsesmagt og Gestapo under krigen.
 

Flere af disse personer var efter krigen blevet indsat i høje embeder i det danske samfund.

 

Det var farlig viden, og der blev fra magtfulde kredse sat alle kræfter ind på at miskreditere Ole Bøcher, der ellers stod til en udnævnelse til Danmarks yngste Oberstløjtnant i det befriede Danmark, og som kunne forvente en stor påskønnelse for sin indsats for Danmarks frihed og for sine tjenester for Kongehuset.

 

Ole Bøcher måtte i stedet lide den tort at blive sat på "Eftersøgningslisten", hvilket betød at han blev fængslet og interneret sammen med tidligere HIPO-folk.

Under interneringen nåede han at blive mishandlet og nedværdiget, inden hans kammerater fra modstandsbevægelsen fik opsporet ham og udvirket hans løsladelse.

 

Det tog Ole Bøcher fem år at blive totalt renset for de beskyldninger, som HET, det tidligere Hærens Efterretningstjeneste, havde sendt ud for at bagvaske ham, og HET måtte udsende en pinlig officiel beklagelse og tilbagetrækning af de falske oplysninger - en undskyldning som endda blev bragt i Radioavisen og i otte dagblade.

 

I mellemtiden var det lykkedes disse kræfter at ødelægge Ole Bøchers karriere, ikke blot inden for militæret, men også hans ansættelse inden for civil luftfart i Københavns Lufthavn.

 

Den største ydmygelse for Ole Bøcher, som han til sin dødsdag kæmpede for at blive renset for, var dog den såkaldte "Fru Meyer-sag" - en stikkerlikvidering fra oktober 1943.
 

Fru Meyer-sagen var den eneste stikkerlikvidering, der blev taget op efter krigen, og sagen endte med at en række frihedskæmpere, deriblandt Ole Bøcher og hans søster Ebba Bøcher, blev dømt.

 

Sagen blev dengang omtalt som en skueproces og som den største retsskandale i kølvandet på krigen, og det er tvivlsomt, om sagen overhovedet var blevet ført, hvis ikke det havde drejet sig om at få impliceret Ole Bøcher.

Med en betinget dom på 3 år for drab kunne man belaste hans ry og lægge hindringer i vejen for hans oprejsning.

 

"Sagen var startet i det danske politi i 1943 af Gestapo's danske håndlangere, bl.a. politiets undersøgelsesleder i "Fru Meyer-sagen" "Gestapo Andst" - Hans Peter Andst - og blev afsluttet af de samme håndlangere i 1946".

Sådan omtalte Ole Bøcher selv den usædvanlige sag, hvor de 12 nævninger først frikendte alle frihedskæmperne, men med et ulovligt indgreb fra dommeren blev de sendt ud til votering endnu engang.

 

Ole Bøcher kæmpede i alle årene siden for at få sagen genoptaget ved Den Særlige Klageret samt for at få erstatning for uberettiget fængsling og for bagvaskelse fra Forsvarets top. Denne kamp havde påført ham store advokatomkostninger og havde ødelagt hans virksomheds økonomi.

 

Fra Forsvarsministeriets side krøb man for få måneder siden uden om en realitetsbehandling af kravet om erstatning ved at undskylde sig med, at sagen var "forældet".

 

Heldigvis opnåede Ole Bøcher at få anerkendelse fra en helt anden kant, nemlig fra Polen, hvor han i forbindelse med udgivelsen af sin bog "Hvem var Fjenden?" i 2004 modtog den polske frihedshelt General Sikorskis mindemedalje.

 

Man kan undre sig over, at Danmark stadig ikke har fået gjort op med besættelsestiden, og at denne del af Danmarkshistorien stadig er så betændt, at Danmark ikke har været storsindet nok til at give oprejsning til en af landets største og modigste frihedskæmpere inden hans død.

 

Efter Ole Bøchers død er det på sin plads at nævne, at Ole Bøchers oprindelige navn var Michael Pedersen Hamilton, og at han var født i Skotland som en del af den store Hamilton-klan og at han derfor var i slægt med Jane Horney Hamilton.

 

Denne klan har tæt tilknytning til de danske, engelske og polske kongeslægter, og som så mange andre af denne slægts børn blev han sat i pleje og voksede op i en skolelærerfamilie i Nordjylland.

 

Det har været en stor ære at lære Ole Bøcher at kende, at arbejde sammen med ham omkring hans erindringsbog "Hvem var Fjenden?" og at opnå tillid fra denne ellers så tavse mand, hvis æresbegreber hørte tidligere tiders ridderbegreber til, og som holdt tand for tunge med betroede hemmeligheder.

 

Disse hemmeligheder tog han med sig i graven.

 

Æret være Ole Bøchers minde...

 

Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen

NB!  Læs videre om Ole Bøcher i bogen: "Fru Meyer-sagen" - Danmarks største Justitsmord - der udkommer den 20. oktober 2009, på 66-års-dagen for likvidationen i Rude Skov. Bogen er samtidig en mindebog for Ole Bøcher.

SLUT