OHJ-Klumme - Uge 51-2007 - Cavling

Cavlingprisen:
Skandaløs nominering fra Cavlingkomitéen...
Kun fire nomineret til at kæmpe om Cavlingprisen - ingen banebrydende ting på tapetet - prisen ser ud til at være specielt designet til forfatteren Peter Øvig Knudsen

Af Ole Hans Jensen
Ansv. Red./Forfatter

Det er altid med stor spænding, man ser frem til offentliggørelsen af navnene på de nominerede til årets Cavlingpris, som skulle være den fornemste pris for en helt enestående og usædvanlig præstation indenfor dansk presse i året 2007.

 

Ikke en Cavlingpris
værdig
Derfor er det med stor skuffelse, når man ser på feltet i år, at der ikke er én eneste præstation, der er en Cavlingpris værdig, og ingen enestående præstation fra de fire nominerede springer i øjnene - og ingen af dem er efter min mening værdige til at modtage prisen.

 

Når dette er sagt, skal der ikke herske tvivl om min respekt for det store arbejde, som de nominerede journalister trods alt har gjort, men deres præstationer er  almindelige journalistiske historier, som enhver med et stort medie i ryggen kunne have lavet - og det er især værd at fremhæve, at der ikke findes topafsløringer eller lignende blandt historierne eller i vinklingerne.

Skræddersyet til
Øvig Knudsen
Prisen i år ser ud til at være planlagt og skræddersyet til Peter Øvig Knudsen, der har skrevet om Blekingegadebanden, endda i to store bøger med offentlig hjælp. Men når jeg ser på bøgerne i lyset af mit speciale i sådanne kriminal/mordsager, ligner det mest af alt et bestillingsarbejde, for hvis Øvig Knudsen havde den viden, som jeg og min kollega red. Britt Bartenbach har om denne sag, så havde politiet og især PET aldrig givet ham aktindsigt i sagen.

 

Det er noget af en 'præstation', når man på to tykke bøger kan undgå at komme i nærheden af spørgsmålet om, hvem der skød den unge betjent - og det har vel også været bagtanken med, at Øvig Knudsen fik adgang til sagens akter af Københavns Politi, PET og af Hanne Bech Hansen og "Smiling Per" - chefkriminalkommissær Per Larsen, som er chef for kriminalpolitiet i København. Begge beklædte lederstillinger indenfor PET på den tid, hvor Blekingegadebanden huserede, så der er nok ingen tvivl om, at dette ikke skulle berøres.

Man må have været klar over, at Øvig Knudsen ikke vidste noget af betydning om, hvem der skød - og der står heller intet om dette i papirerne.

 

Kan ikke få Cavlingprisen
uden at afsløre morderen
Efter min mening kan Peter Øvig Knudsen ikke få Cavlingprisen for sine bøger om Blekingegadesagen uden at afsløre politimorderen - men det er jo meget heldigt for os, for så kan vi nå af afsløre morderen, når tiden er til det - dog kan jeg afsløre, at årsagen til at et af bandemedlemmerne blev blind, ikke er korrekt beskrevet i Øvig Knudsens bøger, som stort set ikke afslører noget som helst.

Peter Øvig Knudsen er jo altid blevet skamrost for sine bøger, der alle har været dræbende lange afhandlinger - og som ikke er særligt spændende skrevet - så han skal være glad for sit opreklamerede bogsalg på ca. 100.000 eksemplarer og de ca. 1.3 millioner kroner, som han har fået for en forhåndskontrakt på en filmatisering af bøgerne. Man må så håbe, at filmfolkene opsøger de 'rigtige folk' for at få nogle afsløringer med i den 'bestilte' historie.  

For de andre historier har Cavlingkomitéen valgt: Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung, DR om Doping.

 

Det er rigtigt, at de to herrer i mange år har skrevet og vist indslag i TV om cykelsportens intensive dopingmisbrug, men generelt har deres historier næsten  intet afdækket og har kun bestået af antydninger - og det kræves, at der kommer rigtige afsløringer på bordet, for at man skal gøre sig fortjent til at få Cavlingprisen.

Får æren for
Bjarne Riis' indrømmelse
At de to journalister får æren for først Bjarne Riis’ doping-indrømmelse og senere for afsløringen af Michael Rasmussens urigtige oplysninger om sin færden op til dette års Tour de France, det er nok at tage munden alt for fuld.

Ingen af d'herrer har afsløret noget som helst om doping, for det har været kendt indenfor sportspressen, at rytterne dopede sig for at kunne gennemføre en Tour de France, lige siden jeg i ca. 12 år i 1960'erne og 70'erne var ansat som freelance eller 'løs-løs' medarbejder, som der stod på lønsedlen fra sportsredaktionen på Berlingske Tidende.

 

Dengang var der stjernejournalister
til på Berlingske Tidendes sportsredaktion
Dengang havde man stjernejournalister som Poul Prip og Henning Hauth til at afstikke den moralske linie, der senere blev efterfulgt af Poul Erik Anderson, Kjeld Rohholm, Finn Baun Danielsen (Line Baun Danielsens far), Steen Ankerdal, Frank Wieth, Flemming Toft og Claus Borre, Mogens Jacobsen, nu Politiken, etc. Det er arbejdskolleger, som har givet mig det journalistiske motto og den arv, at man skal 'gå efter bolden og ikke efter manden'.

De to nominerede, Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung, har kun haft ét for øje - nemlig at 'knalde' Bjarne Riis, og det havde hverken de eller andre held til - derfor skal de ikke have Cavlingprisen.

Kommer ikke med
noget revolutionerende nyt
Journalisterne Hans Drachmann og Anders Legarth Schmidt fra Politiken er nomineret for deres artikler om kræftbehandling og for at forfølge årsagerne til personlige tragedier for kræftramte mennesker, som berøres af mangelfuld behandling trods store økonomiske bevillinger og politiske løfter.

Ved at stille to centrale spørgsmål ’Hvor opstår ventetiden?’ og ’Hvorfor er det ikke løst?’ har de to journalister med deres artikler påvist både mangler og muligheder i kræftbehandlingen i Danmark.

Uden tvivl er det gode og nødvendige artikler, men stadigvæk drejer det sig ikke om banebrydende artikler, for sådanne artikler har været skrevet før og bærer præg af, at de går ind i den årlige turnus på aviserne, hvor man engang eller måske flere gange om året i tema-artikler vender tilbage til den skandaløse kræftbehandling i Danmark.

Dyreartiklerne er
gammelt stof - intet er sket
Den sidst nominerede Kristian Sloth fra DR er indstillet for sine udsendelser om dyretransporter, hvor begrundelsen for nomineringen er "enkel og slagkraftig nyhedsjournalistik, som dokumenterer ulovlige og uetiske forhold i forbindelse med dyretransporter ud af Danmark.

Han har sat fokus på systematisk og bevidst snyd med transporterne, og hans TV-indslag har ført til, at såvel landbrugets top som det politiske system har måttet tage en række initiativer for at standse ulovlighederne."

Disse historier er nok banebrydende, men ikke så meget, at man skal have Cavlingprisen for dem - specielt fordi de ikke har flyttet noget videre, for der snydes stadig lige meget - men også fordi der skal mere til for at få en så fornem pris.
 

Cavlingprisen er
blevet deklasseret af Nørgaard
Cavlingprisen er desværre blevet deklasseret i de sidste par år - det skyldes ikke mindst, at den tidligere Cavlingprisvinder Erik Nørgaard stadig løber rundt og fortæller sin løgnehistorie om Jane Horneys død. Han har tilmed i år fået udsendt en nyudgivelse af den gamle løgnehistorie fra 1985-86 om, at Jane Horney skulle være blevet skudt på en fiskerbåd i januar 1945, på trods af at der findes langt over 20 nulevende vidner, som vi kender til, der kan bekræfte, at hun først døde af et hjerteslag i marts 2003 i London.

Der findes bl.a. hendes 4 nulevende børn - hvoraf de 3 er født efter januar 1945 - hendes børnebørn og arbejdskolleger. Men 'går den så går den' - og manden har jo fået Cavlingprisen, så må det da passe, tror folk, selvom han er en skandale journalistisk set, ikke mindst set i lyset af Cavlingprisens moralkodeks.

Rose og Brügger slap heldigvis
ikke igennem nåleøjet
I det mindste er det da altid noget, at hverken Flemming Rose eller Mads Brügger blev nominerede. Flemming Rose gjorde sig bemærket ved at skyde krisen med 'Muhammed-tegningerne' i gang - en krise der skadede Danmark og kostede landet milliarder af tabte skattekroner fra eksporten - og Mads Brügger blev kendt for sin løgnagtige DR2-udsendelse "den 11. time" med 'skærmtrolden', og plattenslageren Peter Wendeboe, der i februar i år fik lov at føre sig frem med bevislige løgne om "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej" i 1948, uden at Mads Brügger gjorde noget.