Det var den 69-årige polske fotohandler Wladimir Pinski - eller rettere Pinskier - som der står på hans indrejsepapirer, der blev fundet dræbt i sin fotoforretning i kælderen på Vester Voldgade nr. 115 i København.

Pinski havde stor
lighed med Vilhelm Jacobsen
Pinski havde en stor lighed med Vilhelm Jacobsen, så stor at en del har ment, at Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej var en fejl-tagelse - men så enkelt var det desværre ikke.

Fotohandler Pinski var født i Polen i 1879 af jødiske forældre, og flygtede i 1918 til Tyskland på grund af den "røde revolution" og han måtte flygte videre sidst i 1920'erne, da Hitlers tanker fik tag i befolkningen - og rejsen gik nu til Danmark.

Men i 1943, da jødeforfølgelserne satte ind også her i landet, måtte han som jøde og polak gå "under jorden" i sit sommerhus ved Hundige Strand.

Blev forsynet
med nye ID-kort
Få uger senere var Pinski - der før krigen havde været igennem en turbulent tilværelse - dog tilbage i forretningen, forsynet med falske ID-kort, lydende på hustruens pigenavn "Lehgaard-Holm", så Pinski må have haft visse forbindelser på sortbørsen og i illegale kredse, samt hos tyskerne.

Indtil mordet i 1948 havde Pinski forstået at klare sig fri af alle farer fra krigens tid, selvom han i sin kundekreds havde haft forbindelser både fra tysk side og fra frihedskæmperside, udover sine normale danske kunder.

Hans firmanavn "Skandiopol" var en sammentrækning af "Skandinavisk og Polsk", og Pinski havde et efter tiden yderst velassorteret fotolaboratorium, der også kunne behandle mikrofilm, en filmtype, der benyttedes af agenter/spioner og af tyskerne under 2. Verdenskrig.

Wladimir Pinski importerede ligeledes optiske instrumenter fra Zeiss og fotoapparater af mærket Leica. Begge tyske fabrikater, så han havde interesse i at stå sig godt med tyskerne i landet.

Havde postkasse
for "Dannevirke"
Under krigen havde "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" og modstandsgruppen "Dannevirke" haft "postkasse" eller kurérstation i forretningen på Vester Voldgade 115.

Lederen af Dannevirke, nu afdøde revisor H. C. Steen Hansen, udtalte sig i 1955 om dette til avisen "Aftenbladet".

I artiklen fortalte han, at han i eftersommeren 1943 måtte gå "under jorden", fordi tyskerne var begyndt at interessere sig for hans person, og derfor kunne han ikke mere træffes på sit kontor i Admiral Gjeddes Gård, hvor han holdt til under krigen og også efter.

Steen Hansen havde fået oplyst af sin betroede medarbejder, Ole Bøcher, der - udover at være tilknyttet Dannevirke i Danmark også var hemmelig engelsk agent for Special Service - også var aktiv i den engelske/internationale agentgruppe "Rex", at man kunne lægge besked i Pinskis fotoforretning, så ville lederen af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste", Lucien Maslocha, få beskeden.

Arbejdede sammen med lederen af
"Den polsk-Engelske Efterretningstjeneste"
Ole Bøcher har i forbindelse med udarbejdelsen af vor forrige bog: "Hvem var Fjenden?" bekræftet, at han brugte Pinskis fotoforretning som "postkasse", når han skulle i forbindelse med Maslocha og dennes senere hustru Lone Maslocha (dengang Mogensen), der var kurér i "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste".

Politiet indrømmede til sidst, at man havde afhørt en dansk person, som havde arbejdet for Gestapo, og at denne havde bekræftet, at han i Berlin havde læst en Gestapo-rapport om optrevlingen af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" i Danmark, og at han der var stødt på Pinskis og kontorchef Jacobsens navne - og at beklædningsfirmaet "English House" også var nævnt.

Pinski havde uden tvivl også været nødt til at fremkalde film og lave kopier for tyskerne, for ellers kunne han ikke som jøde og polak være sluppet fra Gestapos lange arm.

Det kan meget vel tænkes, at kontorchef Jacobsen også har spillet en rolle i dette spil - for Pinski og Jacobsen havde uden tvivl været nødt til at spille på to heste.

I det spil er "dobbeltspil" livsfarligt - så livsfarligt, at det kunne have betydet begges død.

Mødte sin mand
hos Pinski
Man mener, at Lone Mogensen, der var uddannet fotograf, mødte sin senere mand, Lucien Maslocha, i kælderforretningen hos Pinski, dengang hun arbejdede sammen med "Studenternes Efterretningstjeneste" - der uden tvivl også har benyttet Pinskis fotoforretning som "postkasse" og fotolaboratorium, når man skulle levere materiale til englænderne.

Hun gik så over til Lucien Maslochas gruppe og blev i sin egenskab af fotograf en vigtig person i samspillet mellem grupperne med "hovedkvarter" i Pinskis forretning.

Kontorchef Jacobsen blev af mange anset for at være den person, der havde angivet eller været årsagen til, at Gestapo den 10. marts 1944 havde trevlet det meste af "Den Danske Afdeling" af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" op.

Meget tankevækkende var kontorchef Jacobsen anholdt af tyskerne den dag. Men det har senere vist sig, at der ikke har været grund til at mistænke kontorchefen, da han ikke virkede som stikker.

Hvorfor skulle de
dræbes
Spørgsmålet i både "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej" og "Pinski-mordet" er, hvorfor man ville have dem dræbt, og hvem der ville gøre det. Mange havde grund til det - for begge de to mænd spillede et farligt spil.

Begge mænd blev af politiet beskrevet som typiske vanemennesker, der havde faste rutiner i dagligdagen.

Måltider og rejsetider blev overholdt - og de var ikke personer, der vakte opsigt udadtil.

Familien vidste, at Pinski efter lukketid altid spadserede direkte til hjemmet i Puggårdsgade 7, tæt ved Politigården - og blev han forsinket af en kunde, ringede han altid hjem til konen eller børnene, som i 1948 bestod af en søn, Alf på 19 år og en datter på 22 år.

Hustruen og børnene blev naturligvis nervøse, da Pinski ikke kom rettidigt hjem på morddagen den 19. november 1948 uden at give besked, som han ellers plejede.

Hans kone havde endda været i forretningen ved 15-tiden, hvor Pinski havde sagt, at da det var fredag, var han nok hjemme senest kl. 19.00.

Det mærkelige er, at familien, på trods af at manden og faderen ikke kommer hjem - alligevel går i seng ved midnat.

Det ville måske være naturligt, at man allerede inden da ville være gået hen i forretningen for at se efter ham - men det kan jo også være, at Pinski slet ikke var så meget vanemenneske, som politiet har givet det udseende af.

Først kl. 02.00 om natten står sønnen Alf Pinski op og går hen i forretningen, hvor han ser, at alt er slukket.

Han tænker på at vække viceværten, men lader være - og går hjem, fordi han tror, at faderen måske havde været ude med en kunde og var kommet hjem i mellemtiden.

Faderen er imidlertid ikke kommet hjem, og sønnen går igen hen til forretningen kl. 06.00 - og denne gang vækker han viceværten. De finder bagdøren ulåst - og da man går ind, finder man Wladimir Pinski liggende død i en blodpøl mellem disken og et skab i forretningen.

Viceværten kontakter kort tid efter chokeret politiet, som snart efter befolker politiet forretningen, og - klog af skade fra mordstedet på Peter Bangs Vej tidligere på året, hvor næsten alle havde adgang til mordstedet - så lukkes ingen ind denne gang.

Politiet fotograferer livligt, der tegnes skitser, og man støvsuger og eftersøger fingeraftryk - og senere bringes Pinski ind til obduktion.

Mordvåbnet var man ikke i tvivl om.

Det var en økse, en mindre køkkenøkse, som Pinski brugte til at åbne kasser med - en økse, som i øvrigt var forsvunden.

Pinski havde stået foroverbøjet med øjet tæt nede ved mikroskopet - og var blevet slået så kraftigt i baghovedet, at mikroskopets kikkertrør var slået ind i øjet og havde mast kraniet. Han var blevet dræbt på stedet og var væltet ned på gulvet med blodet strømmende ud af øjet.

Med den stumpe ende af øksen var han blevet maltrakteret til ukendelighed med adskillige slag - på trods af, at baghovedet var blevet spaltet af den skarpe kant på øksen.

Det var ikke et decideret rovmord, kunne politiet hurtigt konstatere, da ingen af de dyre fotoapparater var stjålet.

Pinskis slidte tegnebog og en pung var væk - men i baglokalet fandt man 14.000 kr., som morderen havde overset.

Man kom i kontakt med nogle børn, som havde leget på fortovet foran Pinskis forretning og som var blevet jaget væk, da der blev banket på ruden indefra forretningen - men de havde ikke set, hvem det var - og det foregik sent på eftermiddagen.

Det kunne måske have været den mand, som ca. kl. 18.00 stirrede ondt og truende på et vidne, der stod og kiggede på de mange fine og kostbare fotoapparater.

Vidnet noterede sig, at manden havde en dyb fure tværs over ansigtet, og at han var iklædt en brun kittel. Andre steder i avisartikler har kitlen været omtalt som hvid...

Der er ingen tvivl om, at manden stod og ventede på, at Pinski skulle komme tilbage fra lageret med det mikroskop, som vidner har forklaret var placeret der.

Kort tid efter er mordet sikkert sket - mellem kl. 18.00 og 19.00 kunne være et godt bud på mordtidspunktet, selvom politiet mener, at mordet skete kl. 17.30.

Men der er divergerende oplysninger om tidspunkterne, da andre vidner har set lys i forretningen helt op til kl. 20.00.

Morderen har på et tidspunkt slukket lyset i syv udstillingsvinduer, hvor hvert vindue havde sin egen separate kontakt, og de var svære at finde - og derfor har politiet skønnet, at morderen kunne være en person, der var vant til at komme i forretningen.

Der har netop været tale om, at Pinski havde en hemmelig medhjælper, som end ikke familien kendte noget til.

Denne skulle have hjulpet Pinski med nogle "eksperimenter" - men der er aldrig bevist noget om dette. Manden i kitlen, der, som nævnt, af nogle også blev beskrevet som hvid, er aldrig fundet - selvom politiet eftersøgte ham i dagpressen.

Politiet havde på et vist tidspunkt afhørt ca. 10.000 personer og optaget 2.278 rapporter om mordet - uden at have fundet nogle afgørende spor i sagen.

Det tyder dog mest af alt på, at Pinski efter krigen fortsatte sit arbejde med "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" - der arbejdede videre efter krigen, og som stadig består den dag i dag.

Efter krigen var Sovjetunionen blevet Vestens "ny fjende" - og Polen var påny kommet under det russiske åg.

Både kontorchef Jacobsen og Pinski var blandet ind i den under krigen meget benyttede flugtrute "Rothenstock-ruten", der hjalp bl.a. KZ-fanger i sikkerhed.

Denne rute blev senere, da Den Kolde Krig for alvor satte ind, koblet sammen med "Pontecorvo-ruten", som havde fået navn efter den italienske atomfysiker Bruno Pontecorvo, der flygtede ad denne rute med kone og børn fra England via Italien til Sovjetunionen i 1952.

Der har, ligesom i "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej", og i forbindelse med "Dobbeltmordet på Køge Bugt", verseret et utal af teorier, og historierne har været mange. Men i bogen "Den Sidste Aktion" afsløres, hvad der skete og hvorfor, og det kan afsløres, at mordet skete, fordi Wladimir Pinski var blevet en stor sikkerhedsrisiko for ægteparret Jacobsen, der - som det tidligere er blevet afsløret af os - ikke blev dræbt i 1948 i det, man har kaldt "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej".

Ægteparret opholdt sig i landet i det meste af 1948, hvor de blev holdt skjult, og bl.a. fik nye pas hos Pinski, som derved blev et hovedvidne til, at Vilhelm og Inger Margrethe Scheel Jacobsen var i live - og man var desuden bange for, at Pinski skulle afsløre for meget om førnævnte flugtrute "Pontecorvo-ruten", der hjalp bl.a. russiske videnskabsfolk ud af Sovjetunionen efter krigen - men det kan man læse mere om i vor bog "Den Sidste Aktion", der udkommer i midten af december...

SLUT