Men i 1943, da jødeforfølgelserne satte ind også her i landet, måtte han som jøde og polak gå 'under jorden' i sit sommerhus ved Hundige Strand.

Blev forsynet
med nye ID-kort
Få uger senere var Pinski - der før krigen havde været igennem en turbulent tilværelse - dog tilbage i forretningen, forsynet med falske ID-kort, lydende på hustruens pigenavn "Lehgaard-Holm", så Pinski må have haft visse forbindelser på sortbørsen og i illegale kredse, samt hos tyskerne.

Indtil mordet i 1948 havde Pinski forstået at klare sig fri af alle farer fra krigens tid, selvom han i sin kundekreds havde haft forbindelser både fra tysk side og fra frihedskæmperside, udover sine normale danske kunder.

Hans firmanavn "Skandiopol" var en sammentrækning af "Skandinavisk og Polsk", og Pinski havde et efter tiden yderst velassorteret og avanceret fotolaboratorium, der også kunne behandle mikrofilm, en filmtype. Denne filmtype benyttedes af agenter og spioner og af tyskerne under 2. Verdenskrig.

Wladimir Pinski importerede ligeledes optiske instrumenter fra Zeiss og fotoapparater af mærket Leica.

Begge tyske fabrikater, så han havde interesse i at stå sig godt med tyskerne i landet - og tyskerne havde interesse i at benytte hans fotoarbejde.

Havde postkasse
for "Dannevirke"
Under krigen havde "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" og modstandsgruppen "Dannevirke" haft 'postkasse' eller kurérstation i forretningen på Vester Voldgade 115 i København.

Lederen af Dannevirke, nu afdøde revisor H. C. Steen Hansen, udtalte sig i 1955 om dette til avisen "Aftenbladet".

I artiklen fortalte Steen Hansen, at han i eftersommeren 1943 måtte gå 'under jorden', fordi tyskerne var begyndt at interessere sig for hans person, og derfor kunne han ikke mere træffes på sit kontor i Admiral Gjeddes Gård, hvor han havde kontor under krigen og også efter.

Steen Hansen havde fået oplyst af sin betroede medarbejder, Ole Bøcher,  at man kunne lægge besked i Pinskis fotoforret-ning, så ville lederen af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste", Lucien Maslocha, få beskeden.

Ole Bøcher, der døde i 2009, var en af de ledende personer i  Dannevirke, og han var samtidig hemmelig agent for den engelske kontrespionagesektion "R" i Special Service, nærmere betegnet som den royale internationale agentgruppe "Rex".

Arbejdede sammen med lederen af
"Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste"
I forbindelse med udarbejdelsen af vor portrætbog af Ole Bøcher: "Hvem var Fjenden?", har Ole Bøcher bekræftet, at han benyttede Pinskis fotoforretning som 'postkasse'. Det skete bl.a. når han skulle i forbindelse med Maslocha og dennes senere hustru Lone Maslocha (dengang Mogensen), der var kurér i "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste".

Politiets efterforskning af Pinski-mordet førte ikke til nogen opklaring, akkurat som i "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej".

Men det er interessant, at efter at politiet havde kastet håndklædet i ringen i Pinski-sagen,  indrømmede man, at man havde afhørt en dansk person, som havde arbejdet for Gestapo. Denne person havde bekræftet, at han i Berlin havde læst en Gestapo-rapport om optrevlingen af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" i Danmark.

I rapporten var han stødt på Pinskis og kontorchef Jacobsens navne, og beklædningsfirmaet "English House" var også nævnt.

Pinski havde uden tvivl også været nødt til at fremkalde film og lave kopier for tyskerne, for ellers kunne han ikke som jøde og polak være sluppet fra Gestapos lange arm. Men iflg. vore kilder var det endnu vigtigere, at Pinski gennem dette arbejde kunne få informationer om besættelsesmagten, som var til stor gavn for modstandsbevægelsen.

Der er ingen tvivl om, at kontorchef Jacobsen har spillet en rolle i dette spil - for i deres vigtige agentarbejde i kontrespionagen var Pinski og Jacobsen nødt til at spille på to heste.

I det spil er 'dobbeltspil' livsfarligt - så livsfarligt, at det kunne have betydet begges død under krigen.

Mødte sin mand
hos Pinski
Man mener, at Lone Mogensen, der var uddannet fotograf, mødte sin senere mand, Lucien Maslocha, i kælderforretningen hos Pinski. Hun arbejdede dengang sammen med "Studenternes Efterretningstjeneste" - der uden tvivl også har benyttet Pinskis fotoforretning som 'postkasse' og fotolaboratorium, når man skulle levere materiale til englænderne.

Hun gik så over til Lucien Maslochas gruppe og blev i sin egenskab af fotograf en vigtig person i samspillet mellem grup-perne med 'hovedkvarter' i Pinskis forretning.

Kontorchef Jacobsen blev af mange anset for at være den person, der havde angivet eller været årsagen til, at Gestapo den 10. marts 1944 havde trevlet det meste af 'den danske afdeling' af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" op.

Det har været fremme, at "kontorchef Jacobsen" var anholdt af tyskerne den samme dag - men den anholdte person viste sig senere at have været Vilhelm Jacobsens fætter Robert Jacobsen.

Der var naturligvis ingen grund til at mistænke "kontorchefen" eller den anholdte fætter, da både Vilhelm Jacobsen og Robert Jacobsen var nogle af de ledende personer i "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste".

Hvorfor skulle de
dræbes?
Spørgsmålet i både "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej" og "Pinski-mordet" er, hvorfor man ville have dem dræbt, og hvem der havde interesse i at rydde dem af vejen.

Mange havde grund til det - for både Jacobsen og Pinski spillede et farligt spil.

Begge mænd blev af politiet beskrevet som typiske vanemennesker, der havde faste rutiner i dagligdagen.

Måltider og rejsetider blev overholdt - og de var ikke personer, der vakte opsigt udadtil.

Spadserede ikke direkte hjem
til familien
Familien vidste, at Pinski efter lukketid altid spadserede direkte til hjemmet i Puggårdsgade 7, tæt ved Politigården. Blev han forsinket af en kunde, ringede han altid hjem til konen eller børnene, som i 1948 bestod af en søn, Alf på 19 år, og en datter på 22 år.

Hustruen og børnene blev naturligvis nervøse, da Pinski ikke kom rettidigt hjem på morddagen den 19. november 1948 uden at give besked, som han ellers plejede.

Hans kone havde endda været i forretningen ved 15-tiden, hvor Pinski havde sagt, at da det var fredag, var han nok hjemme senest kl. 19.00.

Familien eftersøgte
ikke Pinksi
Det undrede politiet, at familien, på trods af at manden og faderen ikke kom hjem - alligevel gik i seng ved midnat.

Det ville måske være naturligt, at man allerede inden da ville være gået hen i forretningen for at se efter ham - men det kan jo også være, at Pinski slet ikke var så meget vanemenneske, som politiet har givet det udseende af.

Først kl. 02.00 om natten stod sønnen Alf Pinski op og gik hen i forretningen, hvor han så, at alt var slukket.

Han tænkte på at vække viceværten, men lod være - og gik hjem, fordi han troede, at faderen måske havde været ude med en kunde og var kommet hjem i mellemtiden.

Faderen kom
ikke hjem
Faderen var imidlertid ikke kommet hjem, og sønnen gik derfor igen hen til forretningen kl. 06.00 - og denne gang vækkede han viceværten. De fandt bagdøren ulåst - og da man gik ind, fandt man Wladimir Pinski liggende død i en blodpøl mellem disken og et skab i forretningen.

Viceværten kontaktede kort tid efter chokeret politiet, som snart efter befolkede politiet forretningen, og - klog af skade fra mordstedet på Peter Bangs Vej tidligere på året, hvor næsten alle havde adgang til mordstedet - så lukkedes ingen ind denne gang.

Politiet fotograferede livligt, der tegnedes skitser, og man støvsugede og eftersøgte fingeraftryk. Senere bragtes Pinski ind til obduktion.

Mordvåbnet var man ikke i tvivl om.

Det var en
mindre køkkenøkse
Det var en mindre køkkenøkse, som Pinski brugte til at åbne kasser med - en økse, som i øvrigt var forsvunden.

Pinski havde stået foroverbøjet med øjet tæt nede ved mikroskopet - og var blevet slået så kraftigt i baghovedet, at mikroskopets kikkertrør var slået ind i øjet og havde mast kraniet. Han var blevet dræbt på stedet og var væltet ned på gulvet med blodet strømmende ud af øjet.

Med den stumpe ende af øksen var han blevet maltrakteret til ukendelighed med adskillige slag - på trods af, at baghovedet var blevet spaltet af den skarpe kant på øksen.

Det var ikke et
decideret rovmord
Det var ikke et decideret rovmord, kunne politiet hurtigt konstatere, da ingen af de dyre fotoapparater var stjålet.

Pinskis slidte tegnebog og en pung var væk - men i baglokalet fandt man 14.000 kr., som morderen havde overset.

Politiet havde kontakt
med nogle børn
Man kom dengang i 1948 i kontakt med nogle børn, som havde leget på fortovet foran Pinskis forretning og som var blevet jaget væk, da der blev banket på ruden indefra forretningen. Men de havde ikke set, hvem det var - og det foregik sent på eftermiddagen.

Det kunne måske have været den mand, som ca. kl. 18.00 stirrede ondt og truende på et vidne, der stod og kiggede på de mange fine og kostbare fotoapparater.

Vidnet noterede sig, at manden (morderen) havde en dyb fure tværs over ansigtet, og at han var iklædt en brun kittel.

Andre steder i avisartikler har kitlen været omtalt som hvid...

Stod og ventede
på Pinski
Der er ingen tvivl om, at manden stod og ventede på, at Pinski skulle komme tilbage fra lageret med det mikroskop, som vidner har forklaret var placeret der.

Kort tid efter er mordet sikkert sket - og mellem kl. 18.00 og 19.00 kunne være et godt bud på mordtidspunktet, selvom politiet mente, at mordet skete kl. 17.30.

Men der findes divergerende oplysninger om tidspunkterne, da andre vidner har set lys i forretningen helt op til kl. 20.00.

Morderen har på et tidspunkt slukket lyset i syv udstillingsvinduer, hvor hvert vindue havde sin egen separate kontakt, og de var svære at finde - og derfor har politiet skønnet, at morderen kunne være en person, der var vant til at komme i for-retningen.

Havde en hemmelig
medhjælper
Der har netop været tale om, at Pinski havde en hemmelig medhjælper, som end ikke familien kendte noget til.

Denne skulle have hjulpet Pinski med nogle 'eksperimenter' - men der er aldrig bevist noget om dette. Manden i kitlen, der, som nævnt, af nogle også blev beskrevet som hvid, er aldrig fundet - selvom politiet eftersøgte ham i dagspressen.

Politiet havde på et vist tidspunkt afhørt ca. 10.000 personer og optaget 2.278 rapporter om mordet - uden at have fundet nogle afgørende spor i sagen.

Fortsatte sit
arbejde efter krigen
Det tyder dog mest af alt på, at Pinski efter krigen fortsatte sit arbejde med "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" - der arbejdede videre efter krigen, og som stadig består den dag i dag.

Efter krigen var Sovjetunionen blevet Vestens 'ny fjende' - og Polen var påny kommet under det russiske åg.

Både kontorchef Jacobsen og Pinski var blandet ind i den under krigen meget benyttede flugtrute "Rothenstock-ruten", der hjalp bl.a. KZ-fanger i sikkerhed.

Kendte flugtruterne
fra krigens tid
Denne rute blev senere, da "Den Kolde Krig" for alvor satte ind, koblet sammen med "Pontecorvo-ruten", som havde fået navn efter den italienske atomfysiker Bruno Pontecorvo, der flygtede ad denne rute med kone og børn fra England via Italien til Sovjetunionen i 1952.

Der har, ligesom i "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej", og i forbindelse med "Dobbeltmordet på Køge Bugt", verseret et utal af teorier, og historierne har været mange. 

I "Den Sidste Aktion"
afsløres morderen med navn
Men i bogen "Den Sidste Aktion" afsløres vidnefast, hvad der skete og hvorfor. Man har ment, at mordet skete, fordi Wladimir Pinski var blevet en stor sikkerhedsrisiko for ægteparret Jacobsen, der - som det tidligere er blevet afsløret af os - ikke blev dræbt i 1948 i det, man har kaldt "Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej".

Morderen tilhørte imidlertid de samme nazistiske kredse, som havde forsøgt at udrydde ægteparret Jacobsen, og disse kredse gik systematisk efter alle medlemmer af "Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste" og af "Rex", og blandt disse medlemmer var Wladimir Pinski.

Ægteparret opholt sig hemmeligt
i Danmark i hele1948
Ægteparret Jacobsen opholdt sig i landet det meste af 1948, hvor de blev holdt skjult på forskellige adresser. Bl.a. fik de nye pas hos Pinski, som Pinski var derfor et hovedvidne på, at Vilhelm og Inger Margrethe Scheel Jacobsen var i live.

Der har uden tvivl også været frygt for, at Pinski skulle afsløre for meget om førnævnte flugtrute "Pontecorvo-ruten", der hjalp bl.a. russiske videnskabsfolk ud af Sovjetunionen efter krigen, og desuden blev benyttet af det nazistiske flugtnet ODESSA, hvilket er blevet beskrevet i vore bøger "Den Sidste Aktion" og "Hvem var Fjenden?".

Utrolige og udokumenterede
påstande af Haaest
Derfor er Erik Haaests udtalelser utroværdige og helt udokumenterede - men røverhistorier har Haaest altid været dygtig til at finde på, så alt er jo som det plejer at være...