Schweinhund...
Af
Hans ZierauDenne bog er skrevet i dybeste
agtelse og respekt for de af vore
kammerater, som mistede livet, og de som
løb risikoen for at miste det.
Vi der er så heldige endnu at være i
live, og som deltog i modstandskampen mod
vort lands besættere, tænker ofte
tilbage på "De Fem Forbandede År".
Jeg håber de unge af i dag, vil kunne
få øjnene op for visse ting, der skete
dengang - specielt i Sønderjylland.
|
|
General Bennike rapporterede
engang til London: "Alle vore grupper, der
har med dette (nemlig jernbanesabotagen) at
gøre, fortjener ros, men dette gælder dog i
allerførste række de folk, der arbejder i
Sønderjylland.
Der findes dernede en tysker omtrent i hvert
eneste hus, hvilket, som De ved, der også
gentagne gange har ført til, at de bedste folk
dernede er blevet dræbt eller arresteret, eller
har måttet rejse til Sverige.
Alligevel kommer de, der er tilbage, til fornyet
kamp gang efter gang.
Jeg ved ikke, om dette brev er i og for sig det
rette sted til følelsesudbrud, men når man ser
den kamp, der i dag føres i Sønderjylland, må
man komme til at tænke på linierne i en sang:
”For de gamle som faldt, er der nye overalt.
De vil kome hver gang der bliver kaldt”.
En kendsgerning er det jo også, at hvis der ikke
havde eksisteret en modstandsbevægelse under
besættelsen, der oven i købet af feltmarskal
Montgomery blev betegnet som - second to none -
så var Danmark ikke blevet anerkendt som et
allieret land efter den tyske kapitulation.
Vi gjorde det modsatte af, hvad vor daværende
regering sagde, vi skulle.
Og senere skulle det så vise sig, at det vi
gjorde - var det rigtige. Jeg ser ikke nogen
mening i, at vi der var med dengang, tager vor
viden med os i graven.
Vore efterkommere bør have mulighed for at lære
af fortiden, og også blive informeret om hvad
der skete i vort grænseland.
Jeg vil vove at påstå, at utallige borgere
udenfor grænselandet - særlig medborgerne i den
østlige del af vort land - intet kendte eller
kender til, hvad der foregik i Sønderjylland.
Og hvad der kunne være hændt,
hvis tyskerne var gået sejrrige ud af 2.
Verdenskrig.
Sandheden om dengang må ikke gå i glemmebogen.
Og kammeraterne fra dengang, hvad enten de har
forladt livet, eller lever endnu, bør nævnes,
bør hædres - det fortjener de.
Deres medvirken og deres indsats i grænselandet
var væsentlig farligere og risikofuld, både for
dem selv og for deres familiemedlemmer, end en
tilsvarende indsats i det øvrige land.
Bogen kan bestilles
her på nettet:
Bogbestilling
|
